Det højeste udsigtspunkt i Nordjylland

På en klar dag kan du se Skagen i nord, Læsø i øst, Jyske Ås i syd og Rubjerg Knude i vest. Faktisk hele Vendsyssel ligger for dine fødder fra landsdelens højeste udsigtspunkt, 160 m over havet.

En af byens mere velhavende indbygger, købmand og konsul Christian Cloos testamenterede ved sin død i 1941 området i Flade Bakker, samt et penge beløb til Frederikshavn Kommune med krav om, at et udkigstårn skulle være opført senest i 1962, ellers ville pengegaven i stedet tilfalde Provinshandelsstandens Understøttelsesforening. I tiden inden tårnet blev bygget var mange projekter strandet på økonomisk eller politisk misstemning. Kun kravet om realisering senest i 1962 tvang en beslutning igennem.

Tårnet var til minde om hans forældre Konsul Christian Ludvig Cloos og Oline Henriette Cloos.
Det blev indviet 18. april 1962 (21 år efter Købmand Cloos' død) og har siden stået som et vartegn for Frederikshavn, synligt for alle verdenshjørner, når man nærmer sig byen.

Tårnet er i dag udsigtstårn. Der er formidabel udsigt over Frederikshavn og en stor del af Vendsyssel. I klart vejr ses Skagen og Råbjerg mile i nord, Rubjerg knude ved vestkysten, Jyske ås i syd og Kattegats øer; Kølpen, Deget og Hirsholmene og Læsø i øst. Et åndeløst smukt landskab.

Tårnet har en indvendig trappe med 315 trin og elevator.

Området omkring tårnet er fredfyldt. Her er opstillet borde og bænke, hvor man kan nyde sin medbragte mad eller tilberede den på den faste grill på pladsen. Derudover forefindes der også en iskiosk og legeplads til børnene.

I nærheden er der mange gode vandrestier til Vandværksskoven og Bangsbo-området.

Cloostårnet ved Frederikshavn

Åbningstider & Priser

Cloostårnet har sæson åbent:
1. maj - 31. august
Alle dage: kl. 10.00-17.00
Lørdag og søndag i juli dog: Kl. 10.00-18.00
Alle påskedage fra kl. 10.00-17.00
Bemærk! 10 minutter før lukketid er der ikke længere adgang op i tårnet, da der skal rengøres mm.

Billetpriser:
Voksne 30,- kr.
Børn 10,- kr.
Årskort 50,- kr.
Årskort børn 25,- kr.
Mors dag / Fars dag: Gratis entré for mor/far.

Større grupper:
Grupper på mere end 10 personer får 10% rabat.


Cloostårnet, Brønderslevvej 61, 9900 Frederikshavn

Andre oplevelser i Toppen af Danmark