Fyret bruges nu til udstillinger med forskellige kunstnere
I 1747 blev det forfaldne vippefyr afløst af "Det hvide fyr" som er Danmarks ældste grundmurede fyr. Det er tegnet af Philip de Lange, er 21 m højt og blev tændt første gang den 14. oktober i 1747.
Fyret er opført i røde mursten, men blev i begyndelsen af 1800-tallet kalket hvidt. Lyskilden var kulbaseret i en fyrpande på tårnets top. Kullene blev hejst op via en indvendig skakt. I 1835 blev fyret forsynet med parabolspejle, og kullene blev erstattet af rapsolie.
I 1858 blev fyret erstattet af Skagen Fyr - Det Grå Fyr - opført 2 km nord for Det Hvide Fyr. Fyrboligerne blev nedrevet 1860, og Det Hvide Fyr blev fra 1871 brugt som signalstation, betjent fra Det Grå Fyr, hvor ophængte signalkugler fortalte de søfarende om is-forhold og evt. manglende fyrskibe.
Det Hvide Fyr blev ført tilbage til sit oprindelige udseende i 1960.