Badehoteller historisk set
Badehotellerne har deres oprindelse i 1880’erne, hvor det bedre borgerskab tog til Danmarks kystområder, især Nordjylland, om sommeren i jagten på en idyllisk oplevelse af den danske natur. Derudover var badeferien også et spørgsmål om sundhed, da man på dette tidspunkt var nået frem til, at havbadning skulle gavne helbredet. Sidst, men absolut ikke mindst, blev årlige besøg ved badehoteller om sommeren et tegn på velstand og overskud, der kunne bruges til at cementere sin position i samfundet.
I 1950'erne steg interessen for sommerhusbyggerier og samtidig forbedres transportmulighederne så charterrejser til udlandet blev nemmere. Dette medførte hårde tider for badehotellerne, men på det seneste har badehotellerne fået en renæssance, da folk i stigende grad søger mod det autentiske og historiske.
Der kan ikke være tvivl om, at TV2s serie “Badehotellet” har blæst liv i den danske befolknings nostalgiske gnist og har givet folk lyst til at komme tilbage ud til kysterne efter den klassiske oplevelse.
I Skagen har du mulighed for at få oplevelsen på de historiske badehoteller.