Skagen er fantastisk skøn om vinteren
Nyd, at du har tid til fordybelse, og til at synke helt ned i ro og stilhed i de billedskønne omgivelser. Fordyb dig i Skagensmalerne, byens historie eller naturen og landskaberne på lange traveture. Også den søde juletid byder på en helt særlig stemning i Skagen, hvor byen er flot pyntet med store flotte engle, juletræer og masser af julelys.
I naturen
Du kan være heldig at opleve store snedriver og frostklare dage, hvor byen, skoven og heden er forvandlet til et hvidt eventyrlandskab, og hvor søerne er frosset til.
På heden nord for Skagen Odde Naturcenter, kan du hvis du er tidligt ude, følge dyrespor på de frostdækkede stier, og særligt på broerne på Grenensporets anlagte vandreruter. Det er sjovt at se, hvilke dyr der har gået langs eller blot krydset stien. Der kan ses spor fra bl.a. rådyr, fugle og ræven, der har sneget sig ad sin vanlige rute, på stierne over heden til stranden, for at finde mad.
Stranden og Klitplantagen
Oplevelser er der masser af i Skagen om vinteren - ikke mindst i naturen. Skagerrak i stormvejr er en forrygende oplevelse. Så pak dig godt ind i varmt tøj, og gå en tur langs stranden.
Er du til Vesterhavets bølger og brusen, og strande med masser af sten, skal du tage til Nordstrand eller Gl. Skagen. Hvis du vil have mere roligt vand og sandstrand, skal du tage til Sønderstrand ved Vippefyret eller til Damstederne (adgang fra Damstedvej), hvor både børn og voksne kan få mange oplevelser.
Ved Damstederne finder du den flotte forhenværende kongevilla Klitgården, Skagen Klitplantage og den imponerende Damsted Klit. Der er en fantastisk udsigt fra toppen, og det er sjovt for alle at løbe eller kælke ned ad den stejle klit mod vandet. Hvis du virkelig vil blæses igennem og mærke vinden og havets brusen, vil en gåtur til Grenen være ideel. Vandets strømninger og vindens kræfter gør, at Grenen altid bevæger sig, og derfor er stedet et så fascinerende udflugtsmål, hvor ikke to besøg er ens.
I Skagen Klitplantage vest for byen er der mere læ, og du kan derfor gå en helt ubeskrivelig skøn tur gennem den hyggelige skov til ikoniske Den Tilsandede Kirke. Uanset hvor du tager hen for en frisk travetur, får du en autentisk oplevelse.
Overnatning og meget mere
Der er mange muligheder for overnatning i vintermånederne, og et hyggeligt ophold på Jakobs Bed & Breakfast, Hotel Marie, Skagen Harbour Hotel, Color Hotel Skagen eller endda Brøndums Hotel vil være en perfekt ramme for et skønt ophold i Skagen i vinterklæder.
De fleste butikker, restauranter og seværdigheder i Skagen er åbne, så efter at have været ude i kulden, er det bare med at søge indenfor i varmen. I byens skønne restauranter kan du forkæle smagssanserne. Gågadens mange specialbutikker kan friste til lækre indkøb, og byens museer er også klar til at lukke dig ind i varmen.
Velkommen til Skagen i vinterklæder