Maler, skribent og levemand

I Drachmanns Hus kan du komme tæt på den imponerende karakter Holger Drachmann. I dag kendes han bedst for teksten til ”Midsommervisen” og Skagensangen ”Erindring”, men han var en berømt, berygtet og produktiv skribent allerede i sin egen tid.

Han besøgte Skagen første gang i 1872 som en af de allerførste kunstnere, indledte et livslangt forhold til byen og inspirerede mange andre til at følge efter.

I 1902 indrettede den rejsende skribent det, vi i dag kalder Drachmanns Hus, i Skagen. Drachmann døbte huset Pax og boede i det frem til sin død. Huset fik bl.a. tilføjet et atelier efter tegning af P.S. Krøyer og det er indrettet med Drachmanns oprindelige ejendele og møbler. Og det er en farverig samling!

Grønne keramikkander fra Fanø, en udstoppet ørn over kaminen, norske almuemøbler, store filthatte og notesbøger blander sig med de omkring 150 tegninger og malerier, der pryder huset, foruden en buste af Drachmann selv.

Besøg Drachmanns Hus og gå på jagt i et ægte kunstnerhjem.


Drachmanns Hus | Hans Baghs Vej 21 | 9990 Skagen | +45 98 44 64 44 | www.skagenskunstmuseer.dk

Andre oplevelser i Toppen af Danmark