Det var naturen, der vandt kampen
I klitterne vest for Skagen by står tårnet af den gamle sognekirke, den middelalderlige Sct. Laurentius, der nu er bedre kendt som ’Den Tilsandede Kirke’. I fire hundrede år samlede den menigheden, indtil sandflugten lagde sig over vej og kirkegård og forfaldet satte ind, før man i 1795 var tvunget til at stoppe alle kirkelige handlinger, og kirken blev lukket ned.
Sct. Laurentius var en prægtig kirke med et imponerende inventar, hvoraf der kun er alterets to svære malmlysestager tilbage. De står på den ’nye’ kirkes, (Skagen Kirke)alter. Under jordoverfladen gemmer sig endnu rester af kirkens fundament og gulv, samt en døbefont, der ikke - som det øvrige inventar – blev fjernet og solgt.
Nyere undersøgelser, omkring 200-års dagen for kirkens lukning, har hjulpet til at markere kirkens grundplan herunder kirkeskibets og sakristiets placering, der kan ses bag tårnet. Røde pæle markerer grundplanen, mens faskiner markerer de kendte dele af den gamle kirkegårdsmur. Mange spørgsmål er endnu ubesvarede, hvilket også er en del af stedets fascination.
Laurentius er skytshelgen for denne og mange andre vesterlandske kirker. Han var de søfarendes og de fattiges beskytter og led martyrdøden på en rist. Han genfindes i Skagen byvåben sammen med ordene ”Vort håb til Gud alene” (ses over hovedindgangen til Skagen Rådhus).
Godt at vide!
Ca. 400 m fra Den Tilsandede Kirke er der p-plads med legeplads, borde og bænke samt toiletter – og i sommerperioden er der også kiosk, hvor der sælges billetter til kirketårnet.